Cykeltiltag, der ikke koster kassen

Cykeltiltag, der ikke koster kassen

Det er dyrt at etablere cykelstier, og med de mange ønsker, som er indkommet de sidste dage på min facebookside, så bliver vi heller ikke sådan lige færdige med den sag. Men vi kan gøre rigtig meget for cyklister, som ikke koster kassen. Her har jeg samlet en liste med forslag til, hvad vi kan gøre. Forslagene er dels fra inputs fra min Facebookside og dels mine egne forslag.

 

Højresving for rødt

I et samarbejde med politiet, bør vi undersøge muligheden for at tillade højresving for rødt. Helt ærligt, så gør mange af os det jo allerede – vi svinger lige til højre for rødt, hvis der er alligevel ikke rigtig er biler at se i nærheden. Lad os finde ud af, om der er steder i Aalborg, hvor vi kan smide den dårlige samvittighed og svinge til højre, selvom der er rødt. Det koster kun et lille skilt, der oplyser trafikanterne om, at cyklisterne kan svinge til højre for rødt helt lovligt.

 

Spejle for at undgå højresvingsulykker

Det her forslag kommer fra en af mine gode kammerater, der kører lastbil og har set det i Skive Kommune. Tanken er, at vi sætter et spejl ved lyskrydset, placeret så lastbilchaufførerne kan se hele cykelstien bagud, når de skal svinge til højre. På den måde undgås de blinde vinkler og vi undgår højresvingsulykker. Et spejl koster ikke mange kroner, men det vil gøre det mere trygt for cyklister og lastbilchauffører at færdes i trafikken.

 

Mere cykelparkering

For at flere vil tage cyklen, skal der også være et sted at parkere den. På nuværende tidspunkt ligner Nytorv en losseplads for cykler, fordi der slet ikke er plads til at de cykelglade aalborgensere kan parkere deres cykel. Det må vi lave om på. Cykelstativer til cykelparkering koster selvfølgelig lidt kroner, men sammenlignet med, hvor meget det koster at bygge et underjordisk p-hus, er det småpenge.

 

Flere steder med “Cykler undtaget”

Vi gør det allerede, men vi kan gøre det endnu mere! Vi skal have flere t-kryds, hvor cykler må køre overfor rødt, hvis de cykler i “overlæggeren” på T-et og hvis det ikke forstyrrer trafikken i øvrigt. Vi har allerede skilte med “cykler undtaget” flere steder i byen, men jeg kan nævne de første fem steder, hvor det også sagtens ville kunne lade sig gøre. Lad os komme i gang.

 

Flere blå felter i de store lyskryds

At øge trygheden for cyklister kræver ikke kun cykelstier. Når man cykler ud i de store lyskryds kan der med fordel laves de store blå felter, så bilisterne bliver mere opmærksom på cyklisterne, når de f.eks. kører ind over cyklisternes vejbane.

 

Fremrykket stoplinje for cyklister

Flere steder i byen ser vi allerede en fremrykket stoplinje for cyklister. Personligt er jeg meget mere tryg ved at køre sådan et sted, fordi jeg ved, at der er meget større sandsynlighed for, at bilerne får set mig. I nogle vejkryds, f.eks. Vesterbro/Urbansgade, er der et helt cykelfelt foran bilernes stoplinje, så cyklerne holder direkte foran bilerne og ikke kan undgå at blive set.

 

Cyklister får grønt før bilerne

Det her et et billigt tiltag, som “bare” kræver koordinering af lyskrydsene. I nogle kommuner laver man forsøg med at lade alle cyklister køre på én gang uanset, hvilken retning de skal i. Til en start vil jeg foreslå, at vi lader cyklerne få grønt lys et godt stykke tid før de andre trafikanter. Nogle steder skal cyklerne bare have et forspring, og andre steder bør cyklerne få lov til at cykle over, mens bilerne pænt må vente.

 

 

Kommentarer


Lisbeth Lauritsen
Lisbeth Lauritsen

Her på bloggen skriver jeg om de ting, der er vigtige for mig som byrådsmedlem i Aalborg. Jeg prøver at tilføre byrådsarbejdet personlighed – og håber på genvalg, når der er kommunalvalg den 21. november 2017.