Diagnosen skal ikke være billetten til hjælp!

Diagnosen skal ikke være billetten til hjælp!

Vi skal ud af tankegangen om, at vores børn skal have et prædikat for at kunne få hjælp. Vi siger det så ofte alle os politikere: det handler om en tidlig og forebyggende indsats. Alligevel hører jeg gang på gang historier fra frustrerede forældre til børn med særlige behov, om at det er svært at få hjælp før barnet har været forbi en psykiater, fået en recept på en omgang stærk medicin, og kommer ud med en diagnose i hånden. Det må vi altså kunne gøre bedre!

Som det er i dag, er der et ret stift system, når man skal have hjælp til et barn i mistrivsel, og udefra set, virker det som om, at det er nødvendigt, at barnet har en diagnose for at det kan få den hjælp og støtte det har behov for. Det er naturligvis ikke rimeligt, at forældrene både skal kæmpe den følelsesmæssige kamp det er at have et barn i mistrivsel, og samtidig kæmpe med systemet.

Når lærerne ser, at et barn mistrives, skal vi ikke vente i flere måneder på at få den hjælp og støtte, der er behov for.

Antallet af børn med diagnoser er steget de senere år, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en del af disse børn ikke ville have fået en diagnose, hvis hjælpen havde været til stede, da udfordringerne begyndte at vise sig. Når lærerne ser, at et barn mistrives, skal vi ikke vente i flere måneder på at få den hjælp og støtte, der er behov for. Vi har brug for, at det er langt hurtigere og mere fleksibelt at få hjælp, og det betyder bl.a. at skolelederne skal handle hurtigere og prioritere ressourcer til de børn, der har behov for det, når problemet opstår og ikke først, når PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) har vurderet barnet og fundet frem til det, som alle omkring barnet har kunnet se – der er behov for ekstra støtte. En sidegevinst ved den hurtige indsats er, at der tages hånd om problemet inden det måske udvikler sig til noget større og langt mere alvorligt.

Alle skoler skal være helt skarpe på, hvad de stiller op, når et barn kommer i mistrivsel i skolen, så den rette indsats kan sættes i værk med det samme. Det skylder vi vores børn.

Jeg har siddet i skoleudvalget de sidste fire år, og der har vi arbejdet rigtig meget med de børn, der har brug for støtte eller specialundervisning i skolen. Jeg er rigtig glad for, at vi i øjeblikket sender en medarbejder rundt på alle skolerne og tjekker støtteberedskabet efter, i stedet for at indføre en hård økonomimodel, der skal regulere, hvor mange børn, der kan få hjælp. Alle skoler skal være helt skarpe på, hvad de stiller op, når et barn kommer i mistrivsel i skolen, så den rette indsats kan sættes i værk med det samme. Det skylder vi vores børn.

I den nye byrådsperiode håber jeg på at fortsætte arbejdet i skoleudvalget. Her skal vi nemlig arbejde med, hvordan vi også får økonomien indenfor specialundervisning til at hænge sammen. Efter min overbevisning er der nødt til at være nogle penge til lokale indsatser på skolerne, men selvfølgelig skal der være pladser i specialklasser til de børn, der har det for svært, så de kan få den hjælp, de har brug for i en kortere eller længere periode.

Det koster jo lidt kroner at lave den lokale indsats på skolerne, men helt ærligt, så mener jeg ikke, at vi har råd til at lade være. Med den rigtige støtte kan vi muligvis undgå at barnet får brug for endnu mere hjælp i fremtiden, og jeg tror på, at det er en rigtig god investering, som kan hjælpe børn, der er kommet ud af kurs tilbage på sporet.

 

 


Lisbeth Lauritsen
Lisbeth Lauritsen

Her på bloggen skriver jeg om de ting, der er vigtige for mig som byrådsmedlem i Aalborg. Jeg prøver at tilføre byrådsarbejdet personlighed – og håber på genvalg, når der er kommunalvalg den 21. november 2017.