Min 1. maj-tale

Min 1. maj-tale

Det er arbejdernes internationale kampdag, og der er særligt én ting, jeg har på hjerte i dag.

Jeg har valgt at tale om, hvordan arbejdsmarkedet kan være den bedste uddannelsesvejledning for de helt unge, som lige har afsluttet folkeskolen, for det er noget, jeg brænder virkelig meget for.

Lige fra man har afsluttet 9. eller 10. klasse bliver de mødt med et konstant krav og et kæmpe pres om “uddannelse, uddannelse, uddannelse!” Og spørgsmål, om hvad de så skal lave efter folkeskolen, underforstået: hvilken ungdomsuddannelse skal du på?

Det er skide svært for mange unge. De bliver presset til at tænke på uddannelsesmuligheder, når de i virkeligheden her trætte af bøger, og alt, hvad der har at gøre med skole.

Da jeg sad i niende klasse og skulle vælge ungdomsuddannelse, kiggede jeg kun efter de korte uddannelser.

For jeg hadede bøger og skole SÅ meget, men jeg følte mig forpligtet til at vælge et eller andet, for det skal man jo.

Jeg kom på efterskole og det ændrede en masse for mig, og jeg fandt den vej, jeg skulle gå.

Men den følelse af at sidde der og ikke have et svar til alle dem der spurgte, hvad jeg ville med mit liv – det var frygteligt. Man føler sig som tabere, når man ikke har det “rigtige” svar.

Nogen af de her unge kommer på produktionsskolen, andre ender på kontanthjælp og cykler rundt en en masse uddannelsesrettede projekter, hvor de igen bliver presset med uddannelse, uddannelse uddannelse.

Men det er der ved at blive lavet om på!

For nyligt udkom en ekspertgruppen, som regeringen har nedsat med en række anbefalinger om “bedre veje til ungdomsuddannelse”

Og én af deres anbefalinger er, at vi som samfund accepterer, at for nogle unge, er arbejdsmarkedet den rigtige vej til uddannelse.

Og jeg er meget glad for den anbefaling.

For de skoletrætte er det mere rigtigt at få sig et arbejde efter 9. eller 10. klasse og på den måde bliver moden og klar til at vælge uddannelse.

For sagen er nok også den, at det er hulens svært at få en læreplads eller en elevplads, når man er 16 år og f.eks. skal tage det store ansvar det er at passe på Fru Hansen på plejehjemmet.

Min ambition er stadig, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse når de er fyldt 25. Men vejen dertil kan godt være forskellig fra i dag.

Men hvorfor snakker jeg så meget om uddannelse, når der er arbejdernes internationale kampdag?

Det gør jeg, fordi det her kræver noget af vores arbejdsmarked! Fuldtidsjob (eller noget der ligner) til unge under 18, findes stort set ikke mere, kun i form af eftermiddagsarbejde i fakta, eller lign.

De her unge, har brug for de job, som var der for 20 år siden. De har brug for at være fejedrenge på fabrikkerne og arbejdsmænd hos håndværkerne.

De her ungdomsjobs skal være midlertidige jobs. Ikke med en bestemt udløbsdato, men en aftale skal indgås mellem arbejdsgiver og den unge om, at målet er uddannelse i den sidste ende.

Ikke noget pres, ikke noget, der haster, men vi kommer ikke udenom, at man får svært ved at klar sig uden uddannelse overhovedet –  i fremtiden.

Men jeg er overbevist om, at hvis vi letter presset og lader arbejdsmarkedet være vejen til uddannelse, og giver de unge tid til at finde deres plads, så kommer det helt af sig selv.

Alt hvad jeg har sagt indtil nu er jo fine politiske visioner. Men jeg kommer ikke langt med mine visioner og mine mål uden en stærk fagbevægelse.

De skal naturligvis være med til at sikre, at de unge får en god start på arbejdsmarkedet, så det bliver den bedste uddannelsesvejledning, de overhovedet kan få. Og sikre, at der ikke er nogle arbejdsgivere, der udnytter de unge.

Så det er altså ikke kun i dag, vi har brug for en stærk fagbevægelse.

Det har vi hver eneste dag.

Rigtig god 1. maj.

 

Her kan du se min tale (husk lyd!):

 

 

Kommentarer


Lisbeth Lauritsen
Lisbeth Lauritsen

Her på bloggen skriver jeg om de ting, der er vigtige for mig som byrådsmedlem i Aalborg. Jeg prøver at tilføre byrådsarbejdet personlighed – og håber på genvalg, når der er kommunalvalg den 21. november 2017.