Om mig

Om mig

Jeg er socialdemokrat, fordi…

Jeg er vokset op til at blive socialdemokrat. Min barndom startede egentlig som de flestes. Med min mor og min far i et lille rækkehus i Gjellerup ved Herning. Men den umiddelbare lykke fik en ende, da min far fik et alkoholmisbrug, og brugte de fleste af vores penge på værtshuse og på gemte øl i baggangen i vores hjem. Vi måtte flytte rundt tre-fire gange for at have råd til huslejen, indtil jeg sagde til min mor: “hvorfor bliver du ikke bare skilt?!”. Min mor handlede hurtigt, og allerede aftenen efter havde hun pakket vores ting og vi flyttede til min mormor og morfars hus i et lille mørkt kælderværelse, men med ro til at være barn. Gennem hele min barndom har min mor kæmpet for mig og troligt gået på arbejde for at tjene penge til os, så vi kunne betale husleje og betale for dyre fritidsaktiviteter for at give mig chancen for at være ligesom de andre børn. Men uanset hvad, så var der en forskel. Med uro i hjemmet og en mor uden uddannelse, blev der sjældent lavet lektier og som årene gik viste forskellene sig – forskellen mellem mig og mine klassekammerater. Da jeg kom på gymnasiet – imod min folkelærers forventning – kunne jeg selv mærke forskellen på os, der kom fra hjem med forældre uden uddannelse og de, der kom fra akademikerhjem. Heldigvis var forskellen på vores forældres indtægter ingen hindring for at hjælpe hinanden igennem med afleveringer og forståelsen af abstrakte teorier. Jeg fik en god studentereksamen og har klaret mig fint siden. Men starten var ikke let. Jeg er altså socialdemokrat, fordi:

                     Jeg kæmper for, at alle får de samme muligheder!

Vi kan ikke være bekendt at have et samfund, hvor nogle mennesker har det sværere end andre pga. det sted, de er opvokset. Vi vælger ikke selv vores familier og derfor er det vigtigt for mig som politiker at sikre lige muligheder for børn og unge.

 

Jeg stiller op til Aalborg Byråd, fordi…

Jeg stiller op til byrådet i Aalborg Kommune, fordi jeg slet ikke er færdig med at gøre en forskel for byen og os, der bor her. Borgmesteren, Thomas Kastrup-Larsen, siger så fint: Vi skal være stolte, men ikke tilfredse – det er jeg meget enig i. I Aalborg kommune kan vi mange ting, men der er også stadig steder, hvor vi kan blive endnu bedre.

Jeg er kandidat til Aalborg Byråd og jeg vil kæmpe for at fortsætte med at være byrådsmedlem i Aalborg for Socialdemokratiet i fire år mere. Du kan læse om mine mærkesager her.

 

Når jeg ikke er politiker…

Mange tror faktisk, at vi kommunalpolitikere arbejder med politik på fuld tid – det gør vi ikke.
Til hverdag læser jeg Uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus universitet, jeg er gift med Rasmus og er mor til Mads og Johan fra hhv. 2012 og 2015.

Vi bor i Nørresundby med vores tre høns. Herhjemme går vi nemlig også meget op i bæredygtighed og selvforsyning. Det kan I læse meget mere om her.

Hvis du vil læse mere om mine holdninger til alverdens politiske emner, så se mere på min blog her.

 

img_0969-1

Kandidat til Aalborg Byråd / Byrådsmedlem i Aalborg Kommune / Kvinde i Aalborg Byråd / Kvindelige kandidater til Aalborg Byråd / Stiller op til byrådet / Socialdemokratiske kvinder / Ung kvinde i Aalborg Byråd /Unge kandidater til Aalborg byråd