En skøn og (u)hyggelig jul

En skøn og (u)hyggelig jul

Så kom december! Det varmer mit hjerte at se, at mange af mine facebookvenner elsker julen. Det er fantastisk så meget hygge det spreder allerde fra første søndag i advent og helt frem til efter juleaften. Julen er i sandhed noget, vi alle kan forholde os til. Det er noget af det mest danske vi har, og noget som også betyder helt vildt meget for alle danske børn.

Men det er ikke alle, der forbinder julen med tryghed, varme og hygge. Desværre er der børn, der ved, at julen også er uforudsigelighed, skuffende og utryg.

Julen er en svær tid for udsatte familier. Julen er dyr, men alligevel vil forældre gøre alt, hvad de kan for, at deres børn får gode minder. Nogle forældre kæmper hele december for at gøre julen præcis ligeså eksemplarisk og fantastisk som alle klassekammeraternes, men børnene ved godt, at de aldrig når dem til sokkeholderne. Faktisk så kæmper nogle familer så meget, at underskuddet kan mærkes i januar og februar også.

Mine jule-minder er ikke lige gode alle sammen. Men min mor og min mormor og morfar har altid gjort hvad de kunne for at julen skulle være ligeså skøn for mig, som for mine klassekammerater. Så selvom pengene var små, var der naturligvis ikke noget, der manglede – ikke for mig. Men det er der for andre børn.

I julen ridses forskellene for alvor op, og det bliver endnu tydeligere for alle, hvem der har ressourcer og overskud til at gøre noget ud af julen, og hvem der ikke har.  I nogle skoler er der tradition for, at man får “nissen” med hjem til sig en dag i december, og næste dag fortæller man i klasse, hvad man har oplevet sammen med nissen.

Men hvad nu, hvis nissen ikke har oplevet noget særligt julet? Hvad nu hvis nissen har oplevet en fuld mor, en far, der råber og en lillebror, der græder? Hvad så?

Alle pædagoger og lærere i vores skoler kender den her problematik, og de ved, at de har et særligt ansvar i december for at få alle børn til at føle hygge og tryghed, og forbinde julen med noget godt. Det er ikke en nem opgave, men hvis bare julen forbindes med noget hyggeligt ét sted, så er det et skridt på vejen til at tro på julen som noget godt.

Jeg skriver ikke det her for at du skal få dårlig samvittighed, fordi du har mere end andre. Hvis du er én af dem, der julehygger helt ud til fingerspidserne i hele december, så må du ikke stoppe. Vis alle omkring dig, at julen kan være varm og tryg, og husk at sætte pris på dine gode minder! For mig er det nu blevet vigtigt at vise mine børn og andre omkring mig, at julen er god nok. Julen er tryg, hyggelig og skøn. Det er vigtigt at huske på, at ikke alle har lige muligheder for at holde en dejlig jul, og nogen får også dårlige oplevelser med på vejen, men det må aldrig holde os fra at hygge og vise alle børn, at julen faktisk er helt okay 🙂

Kommentarer


Lisbeth Lauritsen
Lisbeth Lauritsen

Her på bloggen skriver jeg om de ting, der er vigtige for mig som byrådsmedlem i Aalborg. Jeg prøver at tilføre byrådsarbejdet personlighed – og håber på genvalg, når der er kommunalvalg den 21. november 2017.