En skole man kan være i

En skole man kan være i

I morgen, tirsdag d. 6. marts 2018, tager skoleudvalget + en række embedsfolk til Aarhus Kommune for at se på skoler – nye skoler. Indenfor de kommende år skal der bygges en skole på Stigsborg i Aalborg Kommune, og i den forbindelse skal vi naturligvis inspireres og ikke mindst lære af andres fejl, så vi ikke også tager beslutninger, som viser sig at være uhensigtsmæssige.

Jeg er særligt optaget af én ting: skolen skal kunne rumme alle elever. Det er jo lettere sagt end gjort, og en stor del af den diskussion handler i høj grad om ressourcer og den tilgang, det pædagogiske personale har på skolen. Men hvis vi et kort øjeblik udelukkende fokuserer på skolens fysiske udformning, så er det meget vigtigt for mig, at vi ikke kommer til at stå med en skole, der har en sådan indretning, at det kun er de stærkeste elever, der kan gebærde sig i den.

Tidligere i dag faldt jeg over denne artikel, der fortæller, hvordan flere og flere børn udebliver fra skole pga. angst og social arv – to årsager, der kræver en skole, der giver plads til at man kan få sig et pusterum engang imellem, når det hele bliver for meget i skolen. Det kræver af skolen, at man skal kunne trække sig tilbage til et sted, hvor man ved, man hører til og ikke blot er henvist til at hjørne i et stort, åbent, flot, arkitekttegnet multirum, der skal have så mange funktioner, at det er svært for både lærere og elever at aflæse rummets funktion fra tid til anden.

Og der er flere elevgrupper, der kan profitere af at vi tænker os om, når vi bygger. I efteråret 2015 sendte skoleudvalget et forslag i høring om flytning af K-klasser (autister) fra Vestbjerg til Vodskov. Umiddelbart gav det rigtig god mening – på papiret i hvert fald. Vodskov har de faglige kompetencer og havde også plads på skolen til at rumme en ekstra K-klasse. Men både elever og forældre var betænkelige ved skolens fysiske udformning og det var det, der i sidste ende afgjorde sagen, hvor K-klasserne fik lov til at blive på Vestbjerg skole.

Det er et meget godt eksempel på, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi indretter vores nye skole på Stigsborg, og det er netop dét, jeg vil have i tankerne, når vi skal se på nye skoler i morgen i Aarhus, og ikke mindst når vi skal planlægge og bygge vores nye skole i Nørresundby. Vi skal bygge en skole, man kan være i.

 

Foto: Aalborg Kommune

Kommentarer


Lisbeth Lauritsen
Lisbeth Lauritsen

Her på bloggen skriver jeg om de ting, der er vigtige for mig som byrådsmedlem i Aalborg. Jeg prøver at tilføre byrådsarbejdet personlighed – og håber på genvalg, når der er kommunalvalg den 21. november 2017.