Læringstab?

I den seneste uge har der været en del debat om ‘læringstab’. Begrebet skal forstås i corona-konteksten og henviser til det tab af læring, som eleverne har nu hvor de ikke er i skole på almindelig vis. Først må vi stille spørgsmålet: sker der et læringstab for eleverne i den danske folkeskole? Og for det andet må vi spørge: er det noget, vi skal frygte? Og for det tredje: Hvad skal vi i givet fald gøre ved det?

På spørgsmålet om, hvorvidt, der sker et læringstab, må svaret helt naturligt være ja. Hvis vores børn kunne nøjes med at være i (skærm)skole en times tid om dagen (for de mindstes vedkommende), så skulle vi måske bare lade skolen være ved det. Der er en god grund til, at eleverne går mere i skole end en time om dagen, så naturligvis lærer de mere, når de er i skole end, når de hjemmeskoles med vejledning fra deres forældre og lærere på behørig afstand. Hvor længe om dagen børn skal gå i skole for at få et udbytte er en anden diskussion, men de fleste kan nok være enige om, at lidt mere end en times undervisning om dagen trods alt er for lidt under normale omstændigheder. 

For de mindste elever er jeg ikke nervøs for deres faglige kunnen. Så længe der stadig bliver trænet læsning og matematik, så skal det nok gå. Værre er det med det sociale læringstab.

På det andet spørgsmål om, hvorvidt læringstabet er noget, vi skal frygte, er svaret ikke helt ligetil. Her kan man ikke skære alle eleverne over én kam. For de mindste elever er jeg ikke nervøs for deres faglige kunnen. Så længe der stadig bliver trænet læsning og matematik, så skal det nok gå. Værre er det med det sociale læringstab. Min vurdering er, at der sker præcis ligeså meget læring sted i frikvartererne og efter skole, som der gør i den faglige undervisning. Særligt de nyeste 0. Klasser lider et læringstab, der handler om, hvordan man i det hele taget går i skole. Det kan man kun lære ét sted og det er med fysisk tilstedeværelse på skolen. 

For alle elever er der åbentlyst et socialt læringstab, og for de store elever kan der også være tale om et fagligt læringstab. Særligt de elever, der ikke deltager aktivt i undervisningen og for hvem “ansvar for egen læring” er en for stor mundfuld, er hjemmeskolen bekymrende, og til stor frustration både for forældre, elever og lærere. Samtidig er der fortællinger fra (pige-)forældre, hvis børn stortrives med at have ro omkring sig i undervisningen. 

I min optik skal vi politikere turde at lade mål være mål.

På mit tredje spørgsmål om, hvad vi skal gøre ved læringstabet er min store frygt, at politikere vil stille sig op på række og prædike længere skoledage, lørdagsskole, ekstra lektier og så videre. I min optik skal vi politikere turde at lade mål være mål. Det sidste vores folkeskoleelever - uanset alder - har brug for efter lockdown er mere pres. Og desuden er jeg overbevist om, at lærerne har det på samme måde. Mange lærere føler sig presset til at nå de faglige læringsmål, der er sat, men det er helt uholdbart, at eleverne presses til at lære det hele på den halve tid, og det er endnu mere uholdbart, at en i forvejen presset lærerstab skal stresse sig vej igennem sit arbejdsliv, der i forvejen har været udfordret i snart et helt år. Jeg mener, at vi skal huske at holde fast i, at vores børn har hele livet foran sig, og at vi før corona havde rigtig dygtige elever sammenlignet med andre lande. Vores børn og unge skal nok lære det, de skal lære, når stormen engang har lagt sig, og når de får brug for det, og derfor mener jeg, at folkeskolen skal fokusere på de mest nødvendige og grundlæggende færdigheder og den sociale læring, som er gået tabt, når børnene vender tilbage til skolen til en normal hverdag. Hvis vores lærere og elever skal komme hele igennem denne corona-tid, så skal vi sænke barren og turde at slå bremsen i.

Lisbeth Laurtisen - Med Aalborg i hjertet