Skoleparate børn eller børneparat skole?

Skoleparate børn eller børneparat skole? Det skrev jeg lidt om i Nordjyske i august - lige omrking skolestart.

Vores børn får tudet ørene fulde af en læringsdagsorden allerede fra de går i vuggestue, og når der er mål, der skal nås, er der også mulighed for ikke at nå dem = at fejle. Jeg er træt af, at vi som samfund lægger pres på vores børn allerede fra de er helt små og jeg synes, det er på tide, at vi slapper lidt af med alle de tal og bogstaver i børnehaven. Vores små mennesker skal have lov til at ‘være’ og finde sig selv, og så skal skolerne være klar til at tage imod en broget børneflok med alt det bedste. Desværre er meget af børneområdet styret fra Christiansborg, men hvis jeg får lov at arbejde videre på børneområdet efter valget, så ved jeg godt, hvor jeg først tager fat.
Fra første januar er skoleforvaltningen og familie- og beskæftigelsesforvaltninge fortid (det er de to forvaltninger, hvor hhv. skoler og børnehaver hører under i dag), og der opstår en ny forvaltning, der hedder Børn og unge. I den nye forvalting hører både børnehaver og skoler under, og det betyder, at vi kan arbejde på at få en bedre overgang fra børnehave til skole - det er der behov for.

I dag er skoler og børnehaver ikke altid klar på, hvad 'skoleparathed' er, og derfor er der for mange omgængere i de første klasser. Det skal vi prøve at undgå - i Aalborg Kommune skal man først i skole, når man er klar til det.

Lisbeth Lauritsen - Med Aalborg i hjertet